Betaling for arbejder og foranstaltninger på en privat fællesvej som vilkår for en adgangstilladelse

Som det også er tilfældet ved offentlige veje, skal en grundejer have tilladelse til at etablere adgang til en privat fællesvej. Kommunen kan som vejmyndighed stille vilkår for en godkendelse af en adgang, men kan kommunen også kræve, at grundejeren betaler for arbejder eller foranstaltninger på den private fællesvej? Det har Vejdirektoratet taget stilling til i en sag, hvor en kommune havde krævet, at grundejerne skulle betale for en stibom for enden af den offentlige sti, der mundede ud ved siden af den påtænkte adgang.

LE34 viser vejen

03.09.2024

Grundejerne havde søgt kommunen om tilladelse til at etablere en adgang til en privat fællesvej. Ved siden af grundejernes ejendom lå der en skolesti, som mundede ud i den private fællesvej. Kommunen traf afgørelse i sagen og meddelte tilladelse til at etablere adgangen med flere betingelser, herunder at der skulle opsættes en bom på skolestien ved stiens udmunding i den private fællesvej. Kommunen ville selv stå for indkøb og opsætning af bommen, men grundejerne skulle afholde udgifterne. Afgørelsen blev truffet med henvisning til privatvejslovens § 62, stk. 1 og 3.

Kommunens afgørelse blev påklaget til Vejdirektoratet af grundejerne, som hverken ønskede at betale for bommen eller opsætningen af bommen. I klagen gjorde grundejerne blandt andet gældende, at der var tale om en genetablering af en gammel indkørsel. Grundejerne mente derfor, at der var tale om en tidligere erhvervet ret, der ikke burde indskrænkes, selv om indkørslen ikke havde været benyttet af den tidligere ejer i en årrække. Det blev også gjort gældende, at der ikke var tale om en skolesti, men blot en almindelig offentlig sti. At der var opsat bom i den anden ende af stien, hvor stien mundede ud i en offentlig vej, måtte efter grundejernes opfattelse skyldes, at kommunen anså den offentlige vej som farlig.

I forbindelse med Vejdirektoratets behandling af klagen oplyste kommunen, at kravet om opsætning af bom var begrundet i hensynet til stitrafikanterne, idet den nye adgang skulle etableres mindre end en halv meter fra stiudmundingen. Det var derfor kommunens vurdering, at der var stor risiko for sammenstød med stitrafikanterne. Kommunen mente ikke, at der var andre muligheder for at etablere adgang til grundejernes ejendom.

Vejdirektoratets afgørelse

I afgørelsen konstaterede Vejdirektoratet indledningsvis, at kommunen ved behandling af en ansøgning efter privatvejslovens § 62 alene skal tage stilling til, om almene, offentligretlige hensyn – først og fremmest hensynet til den almene trafik og vejtekniske hensyn – taler imod en tilladelse til anlæg af ny vejadgang.

Derefter konstaterede Vejdirektoratet, at bestemmelsen i privatvejslovens § 62, stk. 3, svarer til vejlovens § 49, stk. 4, om adgange til offentlige veje, og at vejmyndigheden således kan fastsætte vilkår om adgangens nærmere placering, udformning og anvendelse, når det skønnes påkrævet af vejtekniske eller færdselsmæssige grunde.

Privatvejslovens § 62 indeholder derimod ikke en bestemmelse svarende til vejlovens § 49, stk. 5 og 6. Med hjemmel i disse bestemmelser, kan vejmyndigheden for en offentlig vej stille som vilkår for en adgangstilladelse til en offentlig vej, at den offentlige vej ombygges med midterrabat, kanalisering, lyssignal og lignende, når det på grund af en adgang er trafikalt nødvendigt. Vejmyndigheden kan kræve, at udgifterne til en sådan foranstaltning afholdes af ansøgeren, når disse udgifter står i et rimeligt forhold til de fordele, som ansøgeren opnår ved adgangstilladelsen.

Da privatvejsloven således ikke indeholder en tilsvarende bestemmelse, mente Vejdirektoratet ikke, at kommunen med hjemmel i privatvejslovens § 62 kunne kræve, at grundejerne skulle afholde udgifterne til etableringen af den omhandlede stibom.

Da kommunens afgørelse om, at der som et vilkår for adgangstilladelsen skal etableres en stibom ude på den private fællesvej, ikke havde hjemmel i privatvejslovens § 62, og da kommunen i øvrigt heller ikke havde iagttaget sin pligt til at partshøre grundejerne, blev kommunens afgørelse ophævet som ulovlig og hjemvist til fornyet behandling.

I forbindelse med den fornyede sagsbehandling bad Vejdirektoratet kommunen om at være mere præcis med hjemlen for afgørelsen, partshøre ejeren af vejarealet og også ledsage afgørelsen med en fyldestgørende begrundelse.

Afslutningsvis henledte Vejdirektoratet kommunens opmærksomhed på, at man som vejberettiget grundejer ikke har krav på kørende adgang til sin ejendom.

Konklusion og bemærkninger

Det må på baggrund af Vejdirektoratets afgørelse konkluderes, at kommunen som vejmyndighed alene kan stille vilkår om den nærmere placering, udformning og anvendelse af adgangen, når kommunen behandler en ansøgning om tilladelse til at etablere en adgang til en privat fællesvej.

Det fremgår ikke af Vejdirektoratets afgørelse, hvorfor kommunen ikke mente, at der kunne etableres adgang til grundejernes ejendom andre steder. Men havde det været en mulighed, ville kommunen med hjemmel i privatvejslovens § 62, stk. 3, kunne bestemme, at adgangen skulle placeres et andet sted. Kommunen ville også kunne stille krav til udformningen af selve adgangen (men altså ikke til udformning – eller ombygning – af den private fællesvej eller andre arbejder på den private fællesvej). Endelig ville kommunen – som Vejdirektoratet også konstaterer – kunne bestemme, at adgangen ikke måtte bruges som kørende adgang, hvilket dog i betragtning af, at grundejerne havde søgt om tilladelse, fordi de ønskede at parkere deres biler på ejendommen, næppe ville være en løsning.

I et afsnit om hvilke regler der gælder, omtaler Vejdirektoratet også reglerne i privatvejslovens § 57 om færdselsregulering. Her konstaterer Vejdirektoratet, at kommunen med hjemmel i privatvejslovens § 57, stk. 2, kan bestemme, at der på en privat fællesvej skal etableres færdselsregulering, hvis almene, offentligretlige hensyn taler for den pågældende færdselsregulering. Det fremgår dog også direkte af bestemmelsen, at det er kommunen der skal afholde udgifterne. Bestemmelsen giver således ikke hjemmel til at lægge udgiften over på grundejerne og er derfor ikke relevant, når kommunen ønsker, at grundejerne skal betale for bommen.

Kun hvis foranstaltningerne i det væsentlige etableres for at forbedre det trafikale miljø på vejen, f.eks. ved etablering af opholds- eller legeområder eller områder med fartdæmpning, kan kommunen med hjemmel i § 57, stk. 3, bestemme, at udgifterne skal afholdes af grundejerne. Det vil dog i givet fald være alle de vedligeholdelsespligtige grundejere. Det synes dog ikke umiddelbart indlysende, at en stibom, der skal opsættes på baggrund af en enkelt grundejers ønske om at etablere en adgang ved siden af en sti, opsættes for at forbedre det trafikale miljø på vejen. Desuden vil bommen formentlig skulle opsættes på den offentlige sti – ikke på den private fællesvej.

Konklusionen må herefter være, at det som udgangspunkt ikke er muligt at bestemme, at en grundejer som vilkår for en tilladelse til at etablere en adgang til en privat fællesvej skal betale for arbejder på vejen, der ikke har en direkte sammenhæng med selve adgangen.

Hvis du har spørgsmål til artiklen kan du kontakte René Aggersbjerg.