Markant dom fra Højesteret omkring Aarhus Letbane og ekspropriationserstatninger

I 2013 blev flere ejendomme eksproprieret for at gøre plads til Aarhus Letbane. Konflikten opstod, da lodsejerne ikke var enige i, at værdistigninger på deres tilbageværende ejendomme skulle føre til en nedsat erstatning. Sagen blev ført gennem flere instanser og kulminerede med Højesterets afgørelse i 2024.

Dommernes vurdering byggede på både juridisk præcedens, og de konkrete beviser fremlagt under sagen. Et væsentligt element var syn og skøn fra sagkyndige, der påviste, hvordan letbanens etablering resulterede i værdistigninger på tværs af ejendommene i området.

Højesteret fastslog, at der skal ske fradrag for enhver værdistigning af restejendommene, som skyldes letbanen. Dommen understregede, at det ikke er en betingelse, at letbanen har været en forudsætning for byudvikling eller ændrede anvendelsesmuligheder.

Højesteret stadfæstede parternes påstand om, at erstatningen i denne sag som minimum skulle fastsættes til værdien af almindelig landbrugsjord, som udgjorde 20 kr./m². Dommen tager derved ikke stilling til, om erstatningen reelt set skulle have været 0 kr./m2, da det ikke var Aarhus Letbanes påstand.
Derved slås det fast, at en konstaterbar værdistigning skal indgå i erstatningsfastlæggelsen.

Dommen giver klarhed over ekspropriationsrettens praksis på området, hvilket styrker myndighedernes muligheder for at gennemføre store anlægsprojekter uden at skulle betale erstatning for de værdistigninger, som deres egne projekter påfører naboejendommene. Dommen gør det også klart for os alle, at der skal fradrages for fordele, hvis der er grundlag for det.

En vigtig præmis i dommen er også, at det givne anlægsprojekt ikke behøver at være en forudsætning for den mulige byudvikling på den afgivne ejendom. Det har ellers været retspraksis hidtil gennem den såkaldte Blangstedgaard-dom fra 1969.

For lodsejere, der fremover bliver berørt af store anlægsprojekter, betyder dommen, at det bliver sværere at fastholde krav om erstatning uden fradrag for de fordele, som et givent anlægsprojekt påfører deres restejendom.

Omvendt kan kommuner og statslige organer anvende dommen som et stærkt værktøj til reducere erstatningsudbetalingerne og dermed frigøre midler til andre projekter.

En af de centrale pointer i Højesterets afgørelse er, at moderne byudvikling ofte er afhængig af avanceret kollektiv trafik. Letbanen i Aarhus er et eksempel på, hvordan investeringer i offentlig transport kan accelerere udviklingen af nye byområder.

Derfor virker det også som et sagligt argument, at anlægsmyndigheden naturligvis ikke skal betale ekstra erstatning for den værdistigning, deres eget projekt skaber på naboejendommene.

Dommen har givet anledning til en bred debat om, hvordan udfaldet får indflydelse på andre infrastrukturprojekter, hvor der har været lignende tvister omkring afkortning af ekspropriationserstatninger som følge af værdistigninger på naboejendommene. Der bør nu være sikkerhed for, at der kan fradrages for fordele, hvis de kan dokumenteres.

Vi opfordrer til, at anlægsmyndighederne ser nøje på, om for eksempel cykelstiprojekter i højere grad skal medføre fradrag for fordele.

Med denne dom, findes der et solidt grundlag for i fremtiden at argumentere for fradrag for fordele. Til slut vil vi gøre opmærksom på, at dét gælder for projekter, hvor der findes en eksplicit lovhjemmel til at fradrage for fordele. Hvis der ikke findes en lovhjemmel til at fradrage for fordele, så fastslår den sparsomme retspraksis, at der skal udvises forsigtighed med dette. (Ekspropriation i praksis, 2. udgave, s. 316 – 317)

Hvis du har spørgsmål til artiklen kan du kontakte Martin Korgaard.