Offentligretlige tilladelser efter privatvejsloven

Med hjemmel i privatvejslovens § 62, stk. 1, godkender kommunen med en række vilkår, at adgangen flyttes fra den vestlige vej til den østlige vej. Samtidig meddeler kommunen under henvisning til vejlovens § 49 tilladelse til at passere den offentlige sti mellem grundejerens ejendom og den østlige vej. Forud for godkendelsen har kommunen foretaget partshøring.

Ejeren af den ejendom, som ligger over for den ønskede adgang (og som også ejer vejarealet ud for den ønskede adgang) klager til Vejdirektoratet. Klageren gør gældende, at der ikke er et offentligretligt grundlag for godkendelsen, at godkendelsen strider mod vejloven, fordi den tillader kørende færdsel på en sti, som herefter ikke primært vil være forbeholdt gående, cyklende og ridende, og endelig at godkendelsen også strider mod privatvejslovens § 62, fordi der godkendes adgang for en ejendom, som ikke grænser til den private fællesvej.

Vejdirektoratet slår først fast, at kommunen godt kan godkende en adgang til en privat fællesvej, selvom det er nødvendigt at krydse en offentlig sti (hvis der – som det er tilfældet i denne sag – også meddeles tilladelse efter vejlovens § 49 til at krydse stien).

Bestemmelsen i vejlovens § 3, stk. 1, nr. 3 (definitionen på en offentlig sti), er heller ikke til hinder for kommunens godkendelse. Det skyldes, dels at adgangen alene krydser stien, dels at stier alene fortrinsvis er forbeholdt gående, cyklende og ridende færdsel.

I forhold til den offentligretlige godkendelse af adgangen slår Vejdirektoratet fast, at kommunen ved afgørelsen af, om adgangen til den private fællesvej kan godkendes, skal vurdere, om almene, offentligretlige – først og fremmest trafikale og vejtekniske hensyn – er til hinder for en godkendelse.

Hvis det er tilfældet, kan kommunen afslå ansøgningen med henvisning til disse offentligretlige hensyn. Er der derimod ikke almene, offentligretlige hensyn, som taler imod en godkendelse, skal kommunen imødekomme ansøgningen. Kommunen skal i den forbindelse ikke tage hensyn til, om der privatretligt er enighed om, hvorvidt ansøgeren har vejret til den private fællesvej, som ansøgeren ønsker at etablere adgang til.

Selvom godkendelsen alene er en offentligretlig godkendelse, skal kommunen iagttage almindelige forvaltningsretlige regler, herunder bestemmelsen i forvaltningslovens § 19 om partshøring. Det betyder, at kommunen i hvert fald skal partshøre ejeren af vejarealet, inden kommunen godkender den ønskede adgang.

Kommunens godkendelse er ikke i sig selv tilstrækkeligt til, at modtageren af godkendelsen kan etablere adgangen. Hvis f.eks. ejeren af vejarealet (vejejeren) ikke mener, at modtageren har ret til at etablere den nye adgang, er dette et privatretligt spørgsmål, som parterne må indbringe for domstolene.

Vejdirektoratet konstaterer i afgørelsen, at kommunen har vurderet, at der ikke er trafikale eller trafiktekniske forhold, som taler imod godkendelsen. Kommunen har i den forbindelse vurderet, at kørslen på vejen er meget begrænset, og at det ikke vil skabe trængsel eller logistiske problemer, at tre ejendomme – mod tidligere to – får kørende adgang til vendepladsen for enden af vejen.

Det følger af privatvejslovens § 56, stk. 1, at en godkendelse efter nogle nærmere angivne bestemmelser i loven ”er udtryk for, at almene offentligretlige hensyn ikke er til hinder for det ansøgte eller tilladte og indebærer ikke rettigheder i forhold til vejens ejer og de vejberettigede”. Det drejer sig om godkendelser og tilladelser efter lovens § 57, stk. 1 (færdselsregulering), § 60 (fremspringende bygningsdele, tankanlæg, vejskilte og færdselstavler), § 61, stk. 1 (beplantning), § 62, stk. 1 og 2 (adgange), § 63, stk. 1-4 (bestående adgange), § 66, stk. 1 og 2 (anden brug af vejareal), og § 67 (opgravning, men ikke ved ledninger). Disse godkendelser og tilladelser er offentligretlige godkendelser og tilladelser.

En grundejer, der f.eks. ønsker at etablere en adgang, skal indhente kommunens godkendelse. Hvis kommunen ikke har godkendt den ønskede adgang, vil det (offentligretligt) være ulovligt at etablere adgangen. Når kommunen har godkendt adgangen, er det offentligretlige grundlag for at etablere adgangen på plads.

Udover det offentligretlige grundlag for adgangen skal det privatretlige grundlag også være på plads. Om det er tilfældet, afhænger af hvilke aftaler, der er indgået om brugen af en vejret. En aftale om vejret til en privat fællesvej må som udgangspunkt også betyde, at den vejberettigede har ret til at etablere en adgang til vejen, da vejretten ellers ikke vil være meget værd. Vejretten indebærer dog ikke, at den vejberettigede kan etablere en hvilken som helst adgang. Det kan f.eks. ligge i aftalen, at der kun må etableres gående adgang, eller at adgangen kun må etableres i en bestemt bredde eller til brug for noget bestemt.

Når kommunen har godkendt adgangen, er det principielt ikke kommunens problem, om det privatretlige grundlag er på plads. Kommunen kan således ikke gøre noget, hvis ansøgeren etablerer adgangen i henhold til kommunens godkendelse. Mener vejejeren, at ansøgeren privatretligt ikke har haft ret til at etablere en adgang, der er etableret, må vejejeren indbringe spørgsmålet for domstolene. Omvendt må ansøgeren indbringe sagen for domstolene, hvis vejejeren ikke vil acceptere, at adgangen etableres.

I den konkrete sag vil klageren derfor muligvis selv kunne forhindre, at adgangen etableres, selvom kommunen har godkendt adgangen.

I andre sager end sager om adgange kan det være endnu mere oplagt, at vejejeren kan modsætte sig forhold, som kommunen ellers har godkendt. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis det drejer sig om beplantning eller anden rådden over vejarealet (f.eks. til udeservering). En vejejer, der har givet en anden grundejer vejret, skal således ikke nødvendigvis acceptere, at den anden grundejer planter et træ på vejarealet eller i øvrigt bruger vejarealet til andet end færdsel. Vejejeren vil derfor efter omstændighederne kunne modsætte sig dette, hvorefter modtageren af kommunens godkendelse ikke kan udnytte godkendelsen.

Da det ikke nødvendigvis står klart for parterne, at det er konsekvensen af, at kommunens godkendelse er en offentligretlig godkendelse, kan det kun anbefales, at kommunen i godkendelsen klart og tydeligt gør opmærksom på, at godkendelsen kun er en offentligretlig godkendelse, og at den derfor kun kan udnyttes, hvis det privatretlige grundlag også er på plads. På den måde undgår man, at modtageren udnytter tilladelsen og bagefter får en retssag på halsen, fordi vejejeren ikke vil acceptere det godkendte. Det kan eventuelt også betyde, at kommunen undgår, at vejejeren klager over godkendelsen, hvis vejejeren kan se, at godkendelsen ikke i sig selv er tilstrækkelig.

Hvis du har spørgsmål til artiklen kan du kontakte René Aggersbjerg.